Cykelrute 5: Vejen-Gesten

Cykelrute 5: Vejen - Gesten - billedet viser en 28 kilometer lang rute fra Vejen, over Gesten og Andst og retur.
Cykelrute 5: Vejen - Gesten - billedet viser en 28 kilometer lang rute fra Vejen, over Gesten og Andst og retur.

1. Vejen - by, anlæg og kirke

Ruten starter ved Vejen Anlæg, der rummer Troldeparken med troldeskulpturer, dejlig eventyrlig legeplads mellem træerne og en stor samling af sten, kaldet De Syngende Sten. I anlægget er der plads til picnic og boldspil. Følger man Østergade kommer man til bymidten.

I 1874 blev Vejen en station på Sydbanen fra Lunderskov til Esbjerg. Det satte for alvor gang i byens vækst. Landsbyen Vejen udviklede sig i løbet af få år til at blive stationsbyen Vejen. Et af hærvejens hovedstrøg blev den nye bys hovedgade, Nørre- og Søndergade.

I 1896 blev den gamle landsbykirke revet ned, og en ny kirke blev opført. På kirkegården ses spor af den oprindelige middelalderkirke, og dens grundplan er markeret med hæk og beplantning. På kirkegården står over 40 af billedhugger Niels Hansen Jacobsens usædvanlige gravsten.

Vejen Anlæg - De Syngende Sten og legeplads i baggrunden

2. Gamst Søenge (afstikker til Søengevej)

Gamst Søenge er et fantastisk kultur- og naturmiljø. Landskabet er dannet først som en tunneldal ved Weichsel-isens munding. I takt med isens afsmeltning dannedes en bred floddal, og i løbet af jægerstenalderen dannedes en stor ferskvandssø. Både ved Andst Bro, ved Søengevej og rundt ved bredden og på holme er der fundet talrige stenalderbopladser, som repræsenterer mere end 5000 års bebyggelseshistorie.

I 2005 iværksattes et projekt, hvor man ved opstemning igen oversvømmer de våde enge. Det medvirker til opsamling af kvælstof, og det genskaber store biotoper for fugle. Der er opsat informationsskilt ved p-pladsen på sydsiden, og på nordsiden er der anlagt en sti og bygget et fugletårn. 

3. Gesten Kirke

Gesten Kirke består af romansk kor og skib. Senere har kirken fået tilbygget tårn og våbenhus. Gesten Kirke er en velbevaret kvaderstensbygning fra omkring 1200-tallet, hvor både kor og skib senere er udvidet. Sognet nævntes første gang i skriftlige kilder i 1329. Våbenhuset i munkesten er tilføjet i senmiddelalderen og et klassicistisk tårn tilføjet i 1897, og nedrevet igen i 2014. Skibets syddør, der i dag er indgang fra våbenhuset, udgøres af en portal, der har en række særprægede og sjældne detaljer. I våbenhuset findes en tilmuret kamin.

Kirkegården omkranses af et gammelt kampestensdige. Mod vest går dette dige hen over en tidligere gravhøj og over indgangsportalen til kirkegården, så man går tværs gennem højen for at komme ind.

Gesten Kirke

4. Afstikker til Kolding Flyveklub i Gesten

Kolding Flyveklub er hjemmehørende i Gestenkær cirka to kilometer nord for Gesten. Her findes en 1.100 meter lang svæveflyveplads samt en campingplads. I svæveflyvesæsonen fra midt i marts til omkring 1. november er der livlig aktivitet på pladsen. Der er mulighed for passagerflyvning i weekender og på helligdage.

5. Gesten Skov

Gesten Skov og Ravnholt Skove er gamle skovområder tæt ud til Åkær Å. Gennem Gesten Skov passerede den store folkevold ”Trældiget”, som kan dateres til romersk jernalder. Dette store forsvarsværk er påvist flere steder ved Revsing og i herredsskellet mellem Andst og Lunderskov.

6. Andst Kirke

Andst Kirke er en anselig, romansk kirke i granitkvadre. Der er en smuk granitportal med to par frisøjler. Tårnet er et løgformet lanternespir fra 1592. Nordsidens vinduer er de oprindelige romanske. Skibet har kassetteloft med rosetter, og der findes en romansk granitfont. I våbenhusgavlen står en romansk gravsten fra 1150 med relieffer af et ægtepar og en okse. En del af stenene i kirkens mure er rester fra bygningen af Ribe Domkirke. Den senmiddelalderlige altertavle fra omkring 1510 er et overdådigt træskærerarbejde og meget seværdig.

7. Andst Å og Kongeåen

Andst Å og bækløbet fra Revsing løber til Gamst Sø fra hovedvandskellet og videre til Kongeåen. ”Kongeåens vande” er et kæmpemæssigt floddelta, som går tilbage til sidste istid, Weichselisen, som for omkring 20.000 år siden nåede frem til linjen Vamdrup-Vejen-Læborg-Bække. Landskabet vest for var stort set isfrit og er dannet under de tidligere istider og udjævnet af smeltevandet fra sidste istid.

Der er lavet en trampesti langs Kongeåen, så man kan opleve åen og ådalen helt tæt på. Man kan også sejle i kano på åen fra Andst Bro og til Kongeåslusen 50 kilometer mod vest.

Kongeåen