Cykelrute 2: Brørup Nord

Cykelrute 2 Brørup - Nord. Billedet viser ruten på 27 kilometer, som går gennem Brørup, Stilde Plantage, Lindknud og tilbage til Brørup.
Cykelrute 2 Brørup - Nord. Billedet viser ruten på 27 kilometer, som går gennem Brørup, Stilde Plantage, Lindknud og tilbage til Brørup.

1. Brørup Marked

Brørup er en typisk stationsby, som opstod efter Esbjerg-Kolding-jernbanen blev åbnet i 1874. Nordeuropas største husdyrauktion og kræmmermarked ligger i Brørup. Hver fredag året rundt finder landets største omsætning af landbrugets husdyr sted i Brørup. I forbindelse med kvægmarkedet ligger også kræmmermarkedet, hvor man kan finde alt fra antikviteter til kræmmervarer, møbler, frugt, grønt og meget andet.

2. Tirslund Plantage med Tirslundstenen

Tager man en lille afstikker på cirka en halv kilometer, kommer man til den omkring 50 hektar store Tirslund Plantage. Midt i plantagen står Tirslundstenen, der er en vandreblok af granit, som er ført hertil i forrige istid. Tirslundstenen er cirka 16 meter i omkreds og har en højde på godt 3,5 meter over jorden og er Danmarks næststørste granitbjerg.

Ifølge sagnet ville Harald Blåtand bruge stenen som mindesten ved Gorms og Thyras gravhøje i Jelling. Transporten foregik på en stor jernslæde, men på grund af fjender måtte Harald Blåtand opgive og lade stenen stå. Jernslæden findes ifølge sagnet endnu og skulle stå dybt i jorden, hvor der også skulle findes en stor skat.

Tirslundstenen. Foto: Fotoklubben ISO6600
Foto: Fotoklubben ISO6600

3. Brørup Gl. Kirke

Kirken er fra middelalderen, og skibet er ældst. Ved en istandsættelse blev der fundet spor af en ældre stavbygget trækirke. Koret er ombygget i senmiddelalderen. Kirken har et smukt inventar fra 1600-tallet. Træskærerarbejderne i stolestader og prædikestol er bemærkelsesværdige. Skriftestolen er fra 1586. På kirkegården øst for kirken står en meget stor gravsten udført af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen i 1909. Motivet er ”Livets træ”.

4. Stilde Plantage

Planerne om Stilde Plantage startede i 1869, hvor Stilde Krat blev opkøbt, og en tilplantning af området blev påbegyndt. Starten var svær. Plantagen blev først angrebet af oldenborrer og siden hærget af en voldsom brand. Til sidst slap pengene op, og i 1886 gik plantagen på auktion. Et aktieselskab blev oprettet til køb af plantagen. Aktieselskabet ejer stadig plantagen. Midt i Stilde Plantage, ved et højtliggende vejkryds, ligger en plads med mindesten for folk, der har arbejdet aktivt for plantningssagen. '

5. Assersbølgård

Før 1609 en adelig hovedgård, derefter frem til omkring 1900 almindelig bondegård med en omskiftelig skæbne. I 1842 blev den ene halvdel af Assersbølgaard købt af Brørup og Lindknud sogne og blev fattig- og arbejdsanstalt. I 1846 solgte sognene igen gården, da anstalten var for dyr. De omkring 25 fattiglemmer blev ”udliciteret” til dem, der billigst ville tage sig af dem. Søren Sørensen Vig fik den forfaldne Asserbølgård på fode igen. Desværre gik ned ad bakke for ham. I 1863 måtte han sælge gården og flytte i en lille hytte.

Hovedbygningen er fra starten af 1900-tallet, hvor gården blev brugt til udslusning af indsatte fra fængselsvæsenet. Assersbølgård har også været brugt som kostskole for sent udviklede unge.

Asserbølgård

6. Lindknud Kirke og Oplevelsespark

Lindknud Kirkes oprindelige del stammer fra 1200-tallet. Kirken er bygget af granitkvadre og rå marksten med blytag. Der er en smuk romansk granitdøbefont. Altertavlen og prædikestolen er ført tilbage til de gamle farver fra 1790. Lindknud Oplevelsespark er et rekreativt område med typiske danske planter, søer og naturlegeplads samt primitiv overnatningsplads. Området rummer et stisystem, der hænger sammen med Holmeåstien.

7. Stendyssen i Vittrup

Langdyssen ligger frit på marken lidt syd for Bækkevej. Den er 40 meter lang, og der er bevaret 35 randsten. Lidt over midten ses et opfyldt dyssekammer med fem bæresten. Dysserne er knyttet til bondestenalderens Tragtbægerkultur og dateres til den ældste del af bondestenalderen omkring 3500 før Kristi fødsel. I det gamle Lindknud sogn kendes i alt ti monumenter, som kan knyttes til den tidlige agerbrugskultur.

8. Vittrup Baun

Med sine 101 meter er Vittrup Baun det næsthøjeste punkt i Vejen Kommune. Bavne var datidens alarmsystem. Hvis der blev tændt blus på bavnen, var det fordi der var fare på færde, og befolkningen skulle samle sig. Man ved, at der har været tændt blus på bavnen to gange i 1800-tallet. Stedet har været ejet af interessentselskabet ”Vittrup Baun” siden 1934. Interesserede kan stadig købe et andelsbevis. Selskabets formål er at bevare bavnen som naturplet. Fra udsigtstårnet er der en flot udsigt, og i klart vejr kan Ribe Domkirke skimtes.

Landskabet er præget af hede med hedelyng og spredte bevoksninger af fyr, røn, eg og ene. Der er mulighed for at tage et hvil ved borde og bænke eller gå en tur af de små stier. Mod nord ligger Holme Å, hvor man kan følge ”Kyst til Kyststien”.

Vittrup Baun Foto: Fotoklubben ISO6600
Foto: Fotoklubben ISO6600