Cykelrute 14: Glejbjerg

Cykelrute 14 Glejbjerg - billedet viser ruten på 15 kilometer, der starter i Glejbjerg, fortsætter til Aastrup og kommer forbi heden og tilbage til Glejbjerg.
Cykelrute 14 Glejbjerg - billedet viser ruten på 15 kilometer, der starter i Glejbjerg, fortsætter til Aastrup og kommer forbi heden og tilbage til Glejbjerg.

1. Glejbjerg Station

Jernbanen åbnede i 1916, og i de efterfølgende år opstod Glejbjerg Stationsby som en følge deraf. Indtil den tid havde sognet haft to centrale steder, nemlig Aastrup By og Grene. Banen blev nedlagt for persontrafik i maj 1971. Den gamle stationsbygning ligger stadig velbevaret.

2. Aastrup Plantage

Går man over jernbaneskinnerne, kommer man ned til Aastrup Plantage, der blev plantet på et af områdets store hedearealer. Den blev oprettet som et A/S-selskab, hvor aktier blev solgt til 50 kroner stykket. Man kunne dog afdrage med ti kroner om året over en femårig periode.

Nu er der anlagt en lille skovsø, og der er mange små stier rundt i skoven.

3. Glejbjerg Hotel

Glejbjerg Hotel blev bygget i 1917 og blev drevet som et afholdshotel indtil 1965, hvor der blev givet tilladelse til udskænkning af stærke drikke.

Det lykkedes en gruppe lokale borgere at rejse en aktiekapital på halvanden million kroner fra byens borgere, og derefter blev Glejbjerg Medborgerhus A/S en realitet i 2006. September 2007 genåbnede et totalrenoveret hotel.

4. Glejbjerg Mejeri

Forløberen til Glejbjerg Mejeri var Grene Andelsmejeri, som var blevet oprettet i 1884. Det tilhørte gruppen af tidlige andelsmejerier i Danmark.

I 1938 var mejeriet blevet både for lille og for gammeldags til at klare tidens krav til mejeridrift, og til afløsning af det gamle og nedslidte mejeri blev Glejbjerg Andelsmejeri opført. Mejeriet blev efter at være opkøbt af Arla Foods lukket i 2004, og produktionen af ost blev overført til det nyopførte mejeri i Taulov.

5. Heden

Her kan man se, hvad der er tilbage af den engang så store hede. Heden har i århundreder været en stor del af folks hverdag. Den blev afgræsset af får, geder og kreaturer, og man hentede lyngtørv til brændsel, tækkemateriale til huse og vinterfoder til dyr.

6. Aastrup Kirkesti

Fortsæt forbi kirkegården ad den lille sti og ned over Aastrup Bæk. Her er der opstillet borde og bænke og lavet bålplads, så man kan stege en pølse eller få en kop kaffe, mens man nyder freden og roen.

Aastrup Kirkesti

7. Aastrup Kirke

Den smukke gamle kirke formodes at være opført i det 12. og 13. århundrede. Det er en romansk kvaderstensbygning, hvor skibet er forlænget mod vest. Koret er restaureret eller omsat i 1866. Tårnet er sengotisk og renoveret i 1792. Kirken er tækket med bly.

I korets nordlige og østlige vindue ses nogle runer og en krigerskikkelse, der er ridset ind i stenene og sat på hovedet. De menes at være udført af kirkens bygmester og skulle angiveligt have en magisk beskyttende betydning for kirken. Man mener, at det er kirkens første bygherre, der har ladet disse indskrifter lave. Da han ikke magtede at fuldføre byggeriet, har den næste bygherre valgt at sætte stenene på hovedet som en hån mod den første bygherre, samtidig med at han stadig kunne udnytte de allerede tilhuggede sten.

Kirkens altertavle er fra 1600-tallet, og inskriptionen og billederne, der er påmalet i begyndelsen af 1700-tallet forestiller Getsemane Have, Den Hellige Nadver og Opstandelsen. Kirken blev restaureret i 1952 og 1990.

8. Glejbjerg Anlæg

Inde midt i anlægget står der en mindesten for genforeningen i 1920. Efter genforeningen blev der købt et areal af Åstrup Plantage, hvor der blev indrettet en festplads, hvor mindestenen skulle stå. Over for anlægget ligger Aastrup Skole fra 1963 og Glejbjerg Fritidscenter fra 1980.

Glejbjerg Anlæg

9. Planetstien

Den cirka tre kilometer lange sti starter med Solen, placeret foran Andelskassen ved torvet. Stien fortsætter sydpå ud af byen, hvor man møder de forskellige planeter, som alle er støbt i bronze og sat på granitsokler. Planeterne er placeret i korrekt indbyrdes afstand og størrelsesforhold. Størrelsesforholdet er 1:2.000.000.000, hvilket betyder, at et skridt på en meter på planetstien svarer til to millioner kilometer i rummet.

Planetstien