Niels Hansen Jacobsen-ruten (grøn rute)
En 3,3 kilometer lang rute, hvor du oplever kunst i bymidten, primært af Niels Hansen Jacobsen.
Kløverstier på mobilen
Download VisitVejens app på App Store eller Google Play. Her finder du de enkelte kløverstier med rutekort, beskrivelser og billeder af en lang række interessepunkter. De ligger under Oplevelser > Spændende byvandringer.
Rutens tema
Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) var en dansk billedhugger og keramiker. Han blev født og voksede op på en gård i Vejen. Han rejste ud i verden, men vendte senere tilbage til byen, hvor han havde atelier i Skibelund Krat.
Rundt om i Vejen ses Jacobsens værker med Vejen Kunstmuseum som højdepunktet. Museet har fokus på dansk symbolisme/skønvirke fra omkring 1900 med en fin samling af skulpturer og keramik. På ruten vil du også møde nyere kunstneriske værker. Flere af Jacobsens monumenter kan ses på den sorte rute, som passerer Askov Kirkegård og Skibelund Krat.
Grøn Kløversti i Vejen - kort over ruten
Militarismen
Niels Hansen Jacobsen lavede i 1898-99 skulpturen i gips, og i 1967 blev den støbt i bronze. Militarismen er en abstrakt udformet kriger, der står på toppen af en pyramide af afhuggede menneskehoveder i forskellige stadier af forrådnelse, alle meget naturalistisk udført. Skulpturen må ses som en pacifistisk advarsel mod krig. Soklens kraniehob kan aflæses som en erklæring om, at lige meget hvor forskellige menneskene synes, er alle ens i døden. Krigerens korsform kan også ses som en hentydning til den kristne tro, og dermed religion i almindelighed, der gennem tiden har været årsag til så megen krig.
Blomsterkummer
I 2014 blev der skabt unikke blomsterkummer til Vejens bymidte. Billedhugger Sophus Ejler Jepsen fra Askov fik opgaven at skabe blomsterkummerne i beton. Han lod sig inspirere af Troldespringvandet, hvor troldens kraft er tøjlet. En anden inspiration kom fra videnskabens verden i form af krystallisation, og han har undervejs i processen arbejdet med computermodeller af krystallisationer.
Ravenna-mosaikfelt
Over døren til Nørregade 45 sidder en tro keramisk kopi af en af mosaikkerne fra Ravenna i Italien. Der er tale om et buet mosaikfelt, hvor duerne fra mosaikkerne i Gala Placidias Mausoleum i Ravenna er fortolket. Kunstnerne bag er Hans og Birgitte Börjeson, og de udførte mosaikken til ægteparret Charlotte og Harry Busk, der tidligere boede i huset. Sagfører Harry Busk var i lange tider Vejen Kunstmuseums aktive bestyrelsesformand, og Birgitte Börjeson er i familie med Charlotte Busk.
Vejen Kirkegård
Niels Hansen Jacobsen udførte mange grav- og mindesten; mange står på Vejen Kirkegård, men de findes over hele landet. Stenen for Niels Hansen Jacobsen og hans anden hustru, Kaja, er en natursten med grenslyng eller tanglignende planter øverst. Kaja var billedhugger og hjalp ham i hans arbejde. Niels Hansen Jacobsens egne data på stenen er tilføjet i hans stil.
Carl Peter Jacobsen og Ane Kirstine Jacobsen var Hansen Jacobsens forældre, og han satte en tosidet gravsten over dem. På moderens side er der et rundet og blødt grenslyng med et hjerte, og på faderens side er der kraftige furer.
Johannes Lauridsen var af stor betydning for Vejens udvikling, og hans gravsten er en uprætentiøs natursten uden overflødige detaljer. Hans barnebarn Ingrid Vang Nyman, der illustrerede Pippi-bøgerne, deler sten med sin far Peder Vang Lauridsen. Hendes data er tilføjet i Niels Hansen Jacobsens stil.
Hytten
Da Niels Hansen Jacobsen i begyndelsen af 1900-tallet vendte hjem til sin fødeby Vejen, boede han først i 'Hytten', som var aftægtsbolig til slægtsgården. I 1924 flyttede han ind i den nordlige ende af det nye kunstmuseum. Det beskedne stråtækte hus er blandt byens få fredede bygninger. Det står endnu som på Hansen Jacobsens tid, og et reetablerings- og formidlingsprojekt er under udvikling.
Hecht-Pedersens skulptur
Ved Østerbyskolens hovedindgang står Tine Hecht Pedersens store skulptur, Huse og fugle, som blev indviet i 2010. Den er udført i Kina og består af en stor granitbordplade, hvori der er sat en samling huse og enkeltstående bronzefugle på piedestaler. Granitpladen er i siddehøjde og ved hovedindgangen til skolen danner værket en pauseplads, hvor man kan sætte sig til en lille snak. Værket blev indviet i forlængelse af en uges workshops, hvor Tine Hecht-Pedersen havde lavet gipsfugle sammen med skoleklasserne.
Bedre Byggeskik
Restaurant Bedre Byggeskik ligger i et Bedre Byggeskik-hus. Bedre Byggeskik-bevægelsen blev grundlagt i 1915 og havde fokus på enkelthed og kvalitet. Facaden er muret op af røde eller gule teglsten, og der er ofte rødt teglstenstag. Der er få eller ingen udsmykninger i facaden. Bedre Byggeskik var et opgør med trangen til overdådige dekorationer som facadeguirlander og stuk. Husene er også karakteristiske ved deres klassiske proportioner, som især ses i forholdet mellem facaden og taget, vinduernes størrelse og deres placering i facaden. Vejen Kunstmuseum fra 1924 er også i Bedre Byggeskik-stilen; særligt den nordlige ende, hvor Niels Hansen Jacobsen boede.
Museumspladsen
Museumspladsen blev i 2012-13 gennemgribende renoveret og er blevet en rekreativ grøn oase i bymidten. Der er et aksefast anlæg, som Troldespringvandet og det oprindelige museumsbyggeri lægger op til, med fire enkle græsplæner indrammet af en mosaik-belægning af granit. Langs med Østergade er der en mere vild og organisk have. Rundt om står skulpturer af primært Niels Hansen Jacobsen. I 2016 blev fire nye og unikke låger rundt om Museumspladsen indviet. Fra Østergade ses Eva Steen Christensens låge, der fører ind til Niels Hansens Jacobsens private indgangsdør i museet samt Bjørn Nørgaards låge, der fører ind til Troldespringvandet. Mod Øster Allé står Erik Heides lange gitter, og fra Lindegade ses Marianne Jørgensens låge.
Troldespringvandet
I 1923 lavede Niels Hansen Jacobsen et springvand, der skulle fungere som kølebassin til det nye elektricitetsværk i Vejen. Han satte en ny afstøbning af sin skulptur "En Trold, der vejrer Kristenkød" midt i et bassin omgivet af de vandspyende tudser og drager eller øgler, der blev modelleret i beton direkte på stedet. Springvandet fungerede dengang året rundt med det varme vand fra elektricitetsværket og var et unikt syn. Passerede man springvandet en kold vinterdag kunne trolden opleves indhyllet i en tæt tågedis eller pyntet med mægtige istapper, troldens vinterpels. I 2008-9 blev betontudser og -drager genskabt i bronze og fontænen genopbygget.
Ingrid Vang Nyman
Ingrid Vang Nyman illustrerede Astrid Lindgrens Pippi-bøger og formede dermed Pippi Langstrømpes karakteristiske udseende. Selv var hun rødhåret, ranglet og rebelsk og fulgte ikke altid datidens normer. Hun var barnebarn af Johannes Lauridsen, der var en vigtig drivkraft i Vejens udvikling i årtierne omkring 1900 og senere blev nationalbankdirektør. Hendes far døde af tuberkulose, som hun også selv blev smittet af. Hun blev illustrator og har ud over de originale Pippi-tegninger, som findes i Sverige, efterladt en stor samling kunstværker, som Vejen Kunstmuseum ejer. Hun havde psykiske problemer og begik selvmord i 1959. Hun er begravet på kirkegården i Vejen. Busten er skabt efter et selvportræt, hun formede i ler.
Johannes Lauridsens buste
Johannes Lauridsen blev født på gården Grønvang i 1847 og døde i 1920. Han var en driftig mand, der havde stor betydning for industrialiseringen i Vejen. Johannes Lauridsen var med til at grundlægge mange virksomheder i Vejen, ud over cikorietørreri og Cikoriefabrikken Nørrejylland blandt andet Sydjysk Telefonselskab, Vejen Andelsmejeri, Vejen og Omegns Svineslagteri, margarinefabrikken "Alfa", Vejen-Læborg Sparekasse, maskin- og dampkedelfabrikken "Mjølner" samt tagpapfabrikken "Phønix". Derudover havde han en lang række tillidsposter. Mange af Vejen bys institutioner er blevet til ved Johannes Lauridsens medvirken. I 1908 blev han udpeget som direktør for Nationalbanken. I 1928 blev portrætbusten i bronze udført af Niels Hansen Jacobsen afsløret. Den var en hyldest og tak for hans store indsats for Vejen by.
Charlotte Thomsen
Skole, Kultur & Fritid
Ring til os
Bemærk
Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.
Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.