Baldersbæk Plantage

   

Omkring Villa Baldersbæk ligger et skønt rekreativt område med den fredede Holme Ådal og naturbeskyttede enge, moser, damme og vandløb. Området er restaureret, og der er fjernet krat, så der er skabt lys og bedre betingelser for bøg, eg og rododendron.

Der er karper og ørreder i søerne, og i området er der råvildt, krondyr, hare, ræv og grævlinger. Langs åen kan du være heldig at se en bæver eller odder.

Der er en lang række planter i området; der er sjældne vandplanter i søerne, og du kan være heldig at se orkideen plettet maj-gøgeurt og soldug, som er en kødædende plante.

Du kan følge en sti, der bringer dig til skulpturen Treherredstenen, stendyssen, iskældre, karpedamme og et springvand, der om sommeren sprøjter med vand, når du træder på et trappetrin.

Villa Baldersbæk
Villa Baldersbæk er en prægtig villa, som blev bygget af en rig grosserer fra København, Holger Petersen i årene omkring år 1900. Du kan ikke komme ind i villaen, men du kan nyde området omkring.

Den afmærkede rute starter fra parkeringspladsen på Baldersbækvej.

Læs mere på www.kobenhavnerplantage.dk, hvor der også er særlig formidling rettet mod børn. 
Se også mere om Baldersbæk på Visitvejen.dk.
Du kan også se mere om Kyst til Kyst-stien, som går forbi Baldersbæk.